Krogerup Avlsgaard
Folkehøjskole og økologisk landbrug
Krogerup Avlsgaard ved Humlebæk er en smuk gammel gård med hovedbygning i sen rokokostil og fire længer, der vidner om en stor og driftig gård.
Selve hovedbygningen blev bygget i 1772-1776 og har siden 1946 huset en folkehøjskole. I dag er det Krogerup Højskole, der huserer i bygningen og den tilhørende park, mens virksomheden Aarstiderne forpagter jorden og de øvrige bygninger, der rummer virksomhedens administrationen, men også en hyggelig café og gårdbutik.
Tag på natur-tur i Krogerup
Avlsgården ligger omgivet af marker og Krogerup skovene og er et yndet udflugtsmål for mange. Året rundt holdes der forskellige arrangementer, og de grønne omgivelser, halmballer og frugthaver indbyder til aktivitet og gode gåture.
Det er en oplevelse at gå på opdagelse i både park, haver og skov, hvor man bl.a. kan snuse til smagsmarken , hvor man eksperimenterer med nye og gamle afgrøder. Gamle ærtesorter, mærkelige kål og helt nye salater og spinater står side om side med hirse, quinoa og hestebønner. Her er det tilladt at dufte og sanse og kigge med, når jorden dyrkes og planterne vokser frem.
Få jord under neglene
Haver til Maver er endnu et spændende projekt, der har til huse på avlsgården. En del af jorden omkring gården er nemlig afsat til at skoleklasser får deres eget stykke jord, hvor de dyrker egne grøntsager. Børnene involveres i såning, pasning, høst og madlavning og får derved gode naturoplevelser sammen med viden om praktisk gastronomi. De lærer kort sagt om processen fra jord til bord.
Krogerup Højskole
På avlsgården findes også folkehøjskolen Krogerup Højskole, der så dagens lys efter en sort tid for gården, der i en periode under 2. verdenskrig lagde lokaler til uddannelssted for det danske kystpoliti. I 1944 stormer tyskerne skolen og tager 70 politifolk til fange, der bliver sendt til tyske koncentrationslejre. Efterfølgende bruger besættelsesmagten Krogerup som hovedkvarter for Schallburgkorpset frem til krigens slutning.
Efter befrielsen står lokalerne tomme i et år, inden man i 1946 slår dørene op til Krogerup Højskole med forstander Hal Koch i spidsen. Han er teolog og demokratiforkæmper og skal nu drive højskolen som en del af en national, demokratisk og kulturel oprustning efter Anden Verdenskrig.
Krogerup skal uddanne de fremtidige generationer til at værne om og udvikle det danske demokrati – både som styreform og som livsform, og disse værdier er bærende for højskolen den dag i dag.
Krogerup Avlsgaard
Krogerupvej 3C
3050 Humlebæk
Se gårdbutikkens åbningstider og læs mere om
Krogerup Avlsgaard her
Læs mere om Krogerup Højskole
Kontakt
Aarstiderne og gårdbutik
Krogerup Avlsgaard
Krogerupvej 3
3050 Humlebæk
Telefon: 22 22 02 22
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Kontortider: 9.00 - 12.00