Skove og naturområder
Om du bor i den ene, anden, eller tredje del af kommunen er der rig mulighed for at tage ud i naturen.
Se en oversigt over forskellige områder, samt nogle af de aktiviteter de kan byde på
Dageløkke skov er et vigtigt rekreativt område som blev etableret i 1994 på tidligere landbrugsjord.
Skoven ligger tæt på bebyggede områder og rummer en række interessante lokaliteter, som kan udforskes her på Naturstyrelsens hjemmeside
Danstrup Hegn danner sammen med Krogenberg Hegn et bakket skovområde fyldt med småsøer og mosehuller, mellem Esrum Sø og Kvistgård by.
Udover at indeholde et spændende dyre- og fugleliv findes der også flere kulturhistoriske ting i Danstrup Hegn, såsom stenaldergrave og højryggede agre fra vikingetiden.
Desuden lå der i Krogenberg Hegn i mange år - dybt under jorden - en bunker, som var parat til at huse den danske regering i tilfælde af angreb fra øst.
Læs mere om Danstrup Hegn og dens historie hos Naturstyrelsen
Endrup Hegn er en lille skov lidt nord for Fredensborg, hvor du blandt andet har mulighed for at overnatte i to nætter på en primitiv overnatningsplads, der rummer bålpladser samt to shelters der kan huse fem personer.
Da pladsen ikke kan bookes på forhånd, foregår det efter først-til-mølle princippet.
Fredtoften er et stort skønt område med store græsarealer, og en række forskellige træer og buske, såsom eg, ask, hvidtjørn, slåen og forskellige rosensort.
Der er mulighed for løb og leg og på de lavere arealer er der etableret bålpladser. Der er bænke rundt om i terrænet, så besøgende kan nyde området og den smukke natur.
Fra det højeste punkt på Fredtoften (ca. 43 meter over havet) kan man se vidt omkring. På Fredtoften kan der efter aftale spilles disc golf, og om vinteren rummer området en super kælkebakke og en skibakke.
Vær med til at passe på Fredtoften
Det er ikke tilladt at
Cykle, køre med motorkøretøjer eller ride i anlægget
Fjerne/ beskadige beplantninger, hegn, bænke m.m.
Brænde bål uden for bålpladsen
Smide affald, flasker og andet affald i naturen
At have løse hunde
Campere
Sådan opstod Fredtoften
Fredtoften er et pragtfuldt rekreativt fritidsområde på ca. 17 hektar skabt på toppen af en tidligere losseplads.
Allerede i 1949 blev arealet taget i brug af Hørsholm og Karlebo kommuner som losseplads til husholdningsaffald og senere som deponeringsplads for slagger og flyveaske.
I 1993 lukkede lossepladsen og området blev terrænreguleret, tilplantet og der blev etableret stier med mere. To år senere – den 1. januar 1995 – overtog den daværende Karlebo Kommune området som rekreativt område.
Der er lagt et tykt lag jord over de deponerede materialer, og der tages jævnligt prøver for at sikre, at der ikke sker en forurening af grundvandet og omgivelserne, især Donse Å.
Amfiteater på Fredtoften
Syd for den højeste bakke ned mod Donse Å er der indrettet et amfiteater med plads til 800 tilskuere.
Amfiteatrets bagtæppe er Stasevang Skov. Den nederste del af tilskuerpladserne er udført med smalle reposer til at sidde på. De øverste med brede reposer, hvor man enten kan sidde eller stå.
Der er etableret strømforsyning, så der kan skaffes strøm til koncerter eller udendørsbiograf
Frisbee-golf på Fredtoften
Har du lyst til at spille frisbee-golf på banen på Fredtoften i Kokkedal?
Frisbee-golf vil bringe dig og dine medspillere rundt i det smukke landskab gennem det meste af Fredtoften. Op og ned ad bakke forbi amfiteatret, over åen og forbi eller over træbevoksning.
Det gælder om at gå banen igennem med det lavest mulige antal kast.
Banen er 18 huller og efter international standard.
God fornøjelse til nybegyndere og øvede.
Frisbees kan lånes på Fredensborg rådhuset - bestil tid til afhentning af frisbees her.
HUSK at tjekke om banen er ledig på www.kfgk.dk, inden du låner frisbees, så du ikke låner forgæves.
Fredtoften kan udlånes til følgende
Kulturelle foreninger
Idrætsforeninger
Politiske foreninger
Skoler
Ejer, lejer og grundejerforeninger
Og til kulturarrangementer med og uden billetindtægt
Kontakt
Borgerservice, Fredensborg Rådhus, Egevangen 3 B, 2980 Kokkedal
I Grønholt Vang er der mulighed for at opleve blandt andet tårnfalke, små fuglekonger, og en natur der vidner om gamle dage.
Skoven rummer foruden et 200 år gammelt egetræ med overnaturlige kræfter, også resterne af mølledamme fra middelalderen, dybe hulveje og et middelalderligt voldsted.
De mange spor af menneskelig aktivitet gennem tiderne kan være spændende at følge - læs mere om dem her.
Vandresti
Den europæiske Fjernvandrevej E6 som går fra Finland over Danmark til Grækenland, løber også igennem Grønholt Vang. Denne del af ruten er kaldet E6 Nordsjællandsruten, og går fra Helsingør til Roskilde. Hele ruten er i alt 5.200 kilometer.
Overnatning
I hele Grønholt Vangs skovområde er det tilladt at slå mindre telte op, men man kan også vælge at booke lejrpladsen Ravnereden.
Transportmidler i skoven
Det er tilladt at benytte jernhesten og cykle på stier og skovveje i Grønholt Vang, men er du på ægte hesteryg skal du ride i rabatten eller midten af vejen, og ej i køresporene.
Hunde skal føres i snor.
Nord for Nivaagaards Teglværk, mellem Gammel Strandvej, Vibevej og Strandvejen, ligger 3 store søer samt flere mindre.
Det er tidligere lergrave, der var i brug indtil omkring 1920, da vandet fra Øresund under en storm brød igennem diget.
Herefter flyttede man lergravningen over på den modsatte side af Gammel Strandvej - der hvor Nivåvej, bebyggelsen Øresundsparken og den store sø nord for Nivåvej ligger.
Hvor Nivåvej udmunder i Gammel Strandvej blev der i 1921 bygget en viadukt. Fra teglværket og ud gennem viadukten blev der anlagt et dobbelt tipvognsspor, og ved hjælp af en tyk stålwire kunne man trække tipvognene med ler hjem til teglværket og sende de tomme vogne tilbage til lergraven.
Lergravssøerne er meget dybe, de kan være op til 15 meter på de dybeste steder. Der findes mange arter af ferskvandsfisk - gedde, aborre, skalle m.fl. - og det er samtidig tilholdssted for et stort og righoldigt fugle- og dyreliv.
Lergravningen stoppede i 1980.
I Lergravene kan man være aktiv og opleve fugle- og dyrelivet.
Det rige fugle- og dyreliv i Lergravene kan man iagttage fra stierne i området og fra fugletårnet. Bl.a. lever der isfugle i Lergravene. Der er derudover anlagt legeplads, ligesom der er bænke rundt omkring i området. I den nordlige ende af området er anlagt et hundelufterområde.
Der er shelter og toilet ved legepladsen
Ikke langt fra Fredensborg finder du Knurrenborg Vang. Enen flot skov med et fint net af stier og veje, som gør den velegnet for dem, der går tur og andre motionister.
Knurrenborg Vang er også hjemstedet for Glenten Motions- og Legerum. Glenten er et anlæg i skoven, hvor børn og voksne kan få sved på panden og god motion.
Anlægget er det første af sin art i landet, hvor både legeplads og motionsrum kombineres i en statsskov.
Derudover er der en bålplads med shelter (ca. 350 m syd for Glenten) som også gør den til et godt udflugtsmål for familier og andre som vil på skovtur.
Krogerupskovene i Humlebæk består af de fem skove: Holmeskov, Kalvehave, Kirkeskov, Hejreskov og Babylone Skov, som alle omkranser Krogerup Avlsgaard og Krogerup Højskole, der bestemt også er et besøg værd.
I området ved Krogerupskovene finder du en af kommunens motionsruter som på dens 6,5 kilometer fører dig igennem syv besøgsværdige lokationer:
1. Krogerup Avlsgård og Krogerup højskole.
2. Humlebæk Havn.
3. Louisiana, Museum for Moderne Kunst.
4. Et udsigtspunkt hvor man kan nyde udsigten ved det lille anlæg på toppen af trappen, og spise eventuelt en medbragt mad.
5. Bjerre Strand.
6. Sletten Havn.
7. Peder Mads strand.
Hunde i området
I Kalvehave Skov, Hejreskov og Kirkeskov må hunde færdes frit, såfremt den er under fuld kontrol.
I Holmeskov og Babylone Skov skal hunden være i snor.
Vær opmærksom på, at dette også gælder områderne omkring Planteavlsstationen, Krogerup Avlsgaard og i parken ved Krogerup Højskole.
Læs mere om Krogerupskovene hos Naturstyrelsen.
Lave Skov løber på begge sider af strandvejen imellem Nivå og Humlebæk, og her er der mulighed for lidt af hvert.
Lave Skov har nemlig både mountainbike-spor, hundeskov og overnatningsplads, som alle kan ses på dette kort. Befinder du dig i området ved overnatningspladsen, er der ikke langt til Peder Mads Strand, hvor der kan findes offentlige toiletter.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Esrum Sø
Nationalpark Kongernes Nordsjælland er rig på skov og søer, tætbefolket og samtidig hjemsted for et veludviklet turisterhverv med mangeartede tilbud. De gamle konger havde deres personlige tilflugtsted her, når hverdagen blev for stresset. Det kan du nu opleve i nationalparken.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland omfatter i Fredensborg Kommune Esrum Sø, Danstrup Hegn og Grønholt Vang.
Find ro ved vandet
Centralt i det nordsjællandske landskab ligger Gribskov og Esrum Sø som et naturmæssigt kerneområde. Søen og skoven udgør tilsammen et kæmpe område med natur- og oplevelsesmæssige kvaliteter, som gør det ganske enestående på nationalt niveau.
Esrum Sø er Danmarks næststørste og dybeste sø. Der er et rigt fugleliv, bl.a. kan man opleve hvinænder, lappedykkere og se fiskeørne. Man kan også fiske i søen, og det er muligt at sejle på og svømme i søen i sommerhalvåret.
Ved Skipperhuset i Sørup findes en kano- og kajakudlejning, hvis du har lyst til at komme ud at sejle på bølgen blå. Der er også børnekajakker for de små, der kan sejle i et lavvandet indelukke.
Tag i shelter ved Esrum Sø
Rundt om Esrum Sø finder du mange gode shelterpladser, hvor du kan overnatte og lave bål, hvis du har lyst til at prøve kræfter med en weekendtur på søen. Nogle shelters skal bookes på forhånd, mens andre kan lånes efter først-til-mølle princippet.
Find shelter-pladserne på www.udinaturen.dk.
Vil du på en kortere tur, kan du sejle fra Sørup til Thévandsbugten ved Nødebo. Her er der gynger i træerne, en sandstrand hvor man kan bade og bålsted, hvor du kan lave snobrød. Bemærk at det ikke er tilladt at slå telt op her.
Du har nok bemærket det, hvis du nogensinde har befundet dig på Strandvejen ved Nivå...
En masse fugle - heriblandt kommunens varemærke, Svanen - overalt langs kysten.
Her, ved Nivå Bugt, med dets lave vand og smalle strandenge, som udgør det eneste område på den danske del af Øresundskysten, hvor vadefugle og andre vandfugle har mulighed for at tage et hvil på deres tur, og finde sig noget føde.
Nivå Strandenge som blev fredet i 1950, er derfor en velbesøgt lokalitet, hvorfra der gennem årene er blevet observeret mere end 200 fuglearter.
Siden 2008 har Fugleværnsfonden forvaltet strandengene efter aftale med Fonden Den Hageske Stiftelse, der ejer engene.
Du kan læse mere om området hos Fugleværnsfonden.