Byer og havne
Fredensborg Kommune byder på hyggelige bysamfund med hver deres særpræg og skønne landdistrikter med idylliske landsbyer. Du finder både spændende kulturarv, inspirerende kunstinstitutioner og levende handelsliv, hvis du tager på en tur rundt i kommunen.
Vandet og naturen er tæt på vores store byer, så der er aldrig langt fra byliv til ro i skoven eller ved hav eller sø.
Nedenfor kan du læse mere om kommunens største byer.
Byer i kommunen
Byen med slot og sø
Fredensborg er kommunens vestligste by. Den er opstået i midten af 1700-tallet som serviceby til Fredensborg Slot. Du finder derfor masser af spændende kulturarv og historie i Fredensborg.
Hvis du gerne vil have et indblik i byens historie, kan du prøve oplevelsesruterne i Fredensborg By.
Fredensborg forbindes ofte med kongefamilien. Dronning Margrethe bor gerne på slottet flere måneder hvert år, ligesom også Kronprinsparret og før dem Dronning Ingrid har haft bolig i Kancellihuset ved slottet. Hvert år markeres Dronning Margrethes ankomst til slottet med et stort fakkeltog gennem byen, ligesom majestætens nytårstale ofte sendes fra slottet.
Derfor har byen også ofte dannet ramme om såvel store mærkedage i Kongefamilien som besøg fra statsoverhoveder som Olof Palme, Bill Clinton og George W. Bush.
Hyggelig handelsby med stolte traditioner
Men Fredensborg er meget mere end slottet og den imponerende slotshave. Byen er også en hyggelig handelsby, hvor Jernbanegade udgør kernen af handelslivet. Her finder du små hyggelige caféer og butikker, og året rundt arrangeres der events og arrangementer i gågaden og på torvet.
De senere år har gaden bl.a. lagt brosten til Slotsmarked og Høstmarked, hvor stadeholdere fra nær og fjern fylder byen med liv og gode tilbud.
Hvad skal du opleve i Fredensborg?
Hvis du besøger Fredensborg, må du ikke gå glip af vagtskiftet ved Fredensborg Slot. Det er altid en fornøjelse for både børn og voksne at se Livgarden i deres flotte uniformer.
Du må heller ikke snyde dig selv for en gå tur i Slotshaven og måske spise en is fra ishuset nær slottet eller fra Sørup Ishus og Kaffestue på kanten af Esrum Sø.
Er du på jagt efter lokale råvarer, god mad eller nyt til hjem og garderobe, skal du helt sikkert på osetur i Jernbanegade. Trænger du til en pause og et pusterum væk fra slot, turister og byliv, kan en slentretur ned gennem Langedammen ved siden af Kulturhuset Gl. Bio anbefales. Her kan du også se nærmere på Prins Henriks skultur "Torso Feminin", der står smukt i de grønne omgivelser eller tage en pause på trapperne ved amfi-scenen - byens udendørs scenerum.
Kunst i verdensklasse og ro ved vandet
Humlebæk er kommunens nordligste kystby og er særlig kendt for kunstmuseet Louisiana Museum of Modern Art, som årligt trækker over en halv million besøgende til byen. Men trods den livlige strøm af gæster med mange forskellige nationaliteter og heftig trafik omkring museet, er Humlebæk faktisk som skabt til ro og fordybelse.
Byen er et gammelt fiskerleje, som kendes tilbage fra 1500-tallet og som med Kystbanens anlæggelse voksede sammen med fiskerlejet Sletten, så de to i dag fremstår som en samlet enhed.
Med sin lange kyststrækning og autentiske havnemiljøer på den ene side og skovarealer mod syd og nord byder Humlebæk på et varieret og smukt landskab med mange rekreative værdier. Her kan man dyrke vandet og få vind i håret, eller man kan slentre gennem Krogerup skovene og følge med i årets gang, mens sjælen falder til ro.
Hvad skal man opleve i Humlebæk
Bortset fra at besøge Louisiana (og det kommer vi altså ikke udenom, for det museum er virkelig en oplevelse for både børn og voksne), så skal du opleve den helt særlige stemning ved vandet i det gamle fiskerleje.
Gå en tur i Sletten ad Gl. Strandvej og oplev det gamle fiskermiljø og hyggen på Sletten Havn, hvor du også kan købe fisk og is eller spise et godt måltid mad. Du kan også nyde madpakkerne i Humlebæk Havn, hvor ungerne kan låne krabbe-fiskegrej og redningsveste i hyndeboksen ved havnekontoret.
Er du mere til øko-landbrug og skov, skal du ikke snyde dig selv for et besøg på Krogerup Avlsgaard, hvor du kan blive inspireret til nye kulinariske eventyr ved et besøg hos Aarstiderne. Du kan også tage en slentretur i skovene og på stierne i det fredede område omkring avlsgården.
Når maven er fyldt, og benene er trætte, kan det anbefales at besøge Humle Bio, der frister med bløde biografsæder, fantastisk lyd og en helt igennem hyggelig biografoplevelse.
Beboelsesområder og natur i skøn forening
Kokkedal er kommunens største men yngste by og har kun ca. 50 år på bagen. Byen er opstået i landområderne mellem landsbyerne Ullerød, Jellerød, Usserød og Brønsholm og er et typisk eksempel på de velfærdsbyer, der voksede frem over hele landet fra 1950’erne og frem.
I Kokkedal finder du derfor mange forskellige boligområder, villakvarterer og lejlighedskomplekser - alt sammen bundet sammen af grønne områder, ådale, stier og et udvalg af større butikker.
Her ligger bolig, skole, idrætsfaciliteter, indkøbsmuligheder og rekreative områder tæt samlet. Selve hjertet i Kokkedal er Bølgepladsen, hvor en større klimaindsats har forvandlet området ved Kokkedal Skole til et moderne og anderledes byrum fyldt med leg og muligheder.
Her finder du også kunstværket "Skålen & Perlen" af Eva Koch, der består af en fordybning i jorden, samt en projektor på taget af plejecenter Egelunden, der hver aftan forvandler skålen nedenfor til en blomstrende valmuemark ved hjælp af en videoprojektion.
Hvad skal du opleve i Kokkedal
Selv om Kokkedal er præget af områder med beboelse, så er der også helt fantastiske naturområder at opleve her. Gå fx en tur i det smukke kulturhistoriske naturområde langs Usserød Å, hvor du kan opleve et rigt fugleliv, eller tag en tur på Fredtoften der engang var en gammel losseplads, men nu er et fantastisk grønt område med bakker, skov, vandløb og et kæmpe amfiteater.
Her kan du bl.a. spille frisbeegolf på den lækre 18-hullers bane, der bugter sig i bakke og dal. Du kan låne frisbees helt gratis på Fredensborg Rådhus.
Læs mere og find link til booking af frisbees her.
Du kan også tage til et arrangement i Egedal - Byens Hus, der er byens levende kulturhus. Her holder mange af kommunens større foreninger til, men husets brugerråd sørger også for, at der jævnligt er offentlige arrangementer for både børn og voksne. Du kan finde arrangementerne i den samlede kalender, hvor du kan søge efter oplevelser i Kokkedal.
En by gennemsyret af historien
Den lille stationsby på kystbanen er let at overse, men byder på både kultur og natur i rigelige mængder.
Nivå forbindes særligt med Nivaagaards Malerisamling, der rummer en enestående samling af malerier fra den danske barok- og guldalder. Her kommer kunstelskere fra nær og fjern på besøg året rundt, men særligt i sommermånederne valfarter publikum til for at opleve den imponerende rhododendronhave med tusindvis af arter i fuldt flor.
Men det hele begyndte faktisk meget mere jordnært - for det begyndte med ler og et teglværk!
Aflejringer fra istiden har givet særligt gunstige forhold for lergravning i området omkring Nivå, og der har faktisk været ikke mindre end fire teglværker inden for den nuværende bygrænse igennem tiden. Store dele af brokvartererne i København er bygget med sten og tegl fra teglværkerne i Nivå, der var i brug helt frem til 1967.
Byens fortid som teglværksby har sat sine spor i landskabet, og lergravssøerne og Nivaagaard Teglværks Ringovn gør byen til en unik grøn industriarvsby.
Selv om teglværks-æraen er slut, er Nivå en by i udvikling. Der skyder nye boligområder op flere steder, og i de kommende år etableres en ny bymidte.
Hvad skal man opleve i Nivå
Man kommer ikke udenom de ar, som teglproduktionen har efterladt i området, men tænk at noget, der er et unaturligt indgreb i landskabet kan danne grundlag for så smuk en natur, som man finder ved Lergravssøerne. Gå en tur omkring de smukke lergrave, hvor fuglelivet trives og nyd roen i området.
Her kan du kan støde på sjældne dyre- og fuglearter som stor vandsalamander og isfugl, hvis du har tålmodigheden med dig og i øvrigt kan bevæge dig stille omkring.Har du børnene med, er der en skøn naturlegeplads og ikke langt derfra finder du både bålhytte og shelters i Dageløkke skoven.
Nivå Havn og Strandpark er helt sikkert også et besøg værd. Her summer det af liv om sommeren, hvor du kan spise en is og kigge på både eller besøge et af havnens gode spisesteder. Der er altid god aktivitet på vandet, hvor du kan se både windsurfere og vandskiløbere i aktion.
Det er selvfølgelig også et must at besøge Nivaagaards Malerisamling, hvor du bl.a. kan se en vaskeægte Rembrandt og slå et smut forbi Nivå Teglværks Ringovn på vejen for at få hele historien med.
Havne i kommunen
Fredensborg Kommune er velsignet med både hav og sø, og hvor der er vand, higer hjertet efter at opleve bølgernes vuggen i egen båd.
Det betyder, at der findes en række hyggelige havne spredt rundt omkring i kommunen, som kan besøges til stor fornøjelse for både vandhunde og landkrabber.
Vil du have original havnestemning eller fred og ro omgivet af den skønneste natur? Så har vi helt sikkert en havn, der passer til dig.
Læs mere om de forskellige havn.
Fredensborg Havn er en af kommunens mindre havne, der ligger ved Esrum Sø. Her er der ro og fred til at betragte søens evigt skiftende farver og temperament.
Havnen blev etableret i 1973 i samarbejde mellem kommunen, Naturstyrelsen og de lokale sejlklubber. Det er i dag Naturstyrelsen, der ejer havnen.
Om sommeren kan du benytte dig af en 1 km lang open water svømmebane, der starter ved den kommunale badebro på Fredensborg Havn og fortsætter nordover langs bredden, forbi Skipperhuset og ender nord for kongebroen i Fredensborg Slotspark.
Læs mere om svømmebanen og lån af havtasker til svømning her.
Havnen ligger meget tæt på indgangen til Fredensborg Slotspark og Sørup Is- og Kaffestue, der er lidt af et tilløbsstykke om sommeren.
Autentisk havnemiljø og hygge
I den nordlige ende af Humlebæk, omme bag Louisiana, findes Humlebæk Havn.
I dag er det en fredelig lystbådehavn på Øresundskysten, men oprindeligt var det en militærhavn, der skulle hjælpe med at modstå truslen fra England under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet. Men inden havnen var færdig, var krigen slut, og området forfaldt i stille idyl.
Havnen blev solgt til en privat ejer, senere blev den overtaget af egnes fiskere og er nu selvejende. Dyk ned i mere historie her på Humlebæk Havns hjemmeside
Børnevenlige aktiviteter - strand og krabbefiskeri
Humlebæk havn er en lystbådehavn med et autentisk havnemiljø. Pak en madpakke og slå et smut forbi havnen, hvor du kan nyde maden ved de opstillede borde og bænke.
Lægger du til med båd, er det muligt at låne cykler af havnefogeden, så du kan tage på opdagelse i området.
De yngste kan låne krabbefiskegrej og redningsveste på havnekontoret, og der er offentlige toiletter på havnen, hvis behovet skulle opstå.
Giver bølgernes skvulpen lyst til en badetur? Så fortvivl ej, for 300 meter nord for havnen finder du den børnevenlige Babylone Strand.
Du kan få flere tips til aktiviteter omkring havnen på Humlebæk Havns egen hjemmeside.
En yngre havn fuld af stemning
Nivå Havn er Fredensborg Kommunes sydligste havn og en smuk lille perle fra 1985. Selve havnen ligger meget idyllisk omgivet af smukt bevarede kystnære enge og Lave Skov med en enestående natur og varierende fugleliv.
Havnen ligger som en naturlig afslutning i Nivåbugtens nordlige ende, og er den eneste havn på Øresundskysten, som ligger inde i landet i en tidligere lergrav.
Nivå Havn er et yndet mål for mange vandsportsudøvere. Derfor finder du bl.a. roklub, bådelaug, lystsejlere, vinterbadere og windsurfere på havnen og i vandet omkring.
Lige ved siden af havnen ligger strandparken, der sværmer af liv om sommeren. I skoleferien er der livreddere på stranden, og der er etableret badebro for handicappede og gangbesværede, så alle kan få sig en dukkert.
Hvad kan du opleve på Nivå Havn og Strandpark
Strandparken byder udover skønt badevand på mange naturoplevelser og giver et smukt indblik i Nivå Strandenge og et rigt fugleliv. Hvis du vil vide mere om fuglereservatet og dyrelivet i Nivå Strandenge, kan du finde information, datoer for guidede ture og foldere her hos fugleværnsfonden.
Gå en tur langs bådebroerne og oplev havnens myldrende liv. Nyd en lækker middag på en af havnens restauranter og slut af med en is i Strandhuset. Du kan også medbringe din egen mad og benytte én af grillpladserne på havnen.
Der er toilethus på stranden, samt ved havnekontoret. Her kan man også låne gratis cykler, hvis man lægger til i havnen med sin båd.
Idyl i det gamle fiskerleje
Sletten er et idyllisk gammelt fiskerleje på Øresundskysten, hvor de gamle fiskerhuse stadig ligger tæt langs Gl. Strandvej. Man skal ikke langt ned af Gl. Strandvej, før man får fornemmelsen af at være trådt tilbage i tiden, og det giver stedet og havnen en helt særlig stemning.
Der er blevet drevet fiskeri fra Sletten i de sidste 500 år, men havnen har ’kun’ ligget her i knap 150 år. Hvor havnen tidligere var fiskerihavn, er den i dag primært lystbådehavn. Meget af livet på havnen foregår omkring Bådeklubben, hvor der er et aktivt klubliv.
På havnen findes desuden en fiskeforretning, som i over 60 år dagligt har leveret frisk fisk til kunderne. Som en fast del af havnen finder du også Sletten Bådværft, som altid står til rådighed, hvis man har brug for en bådebygger.
Hvad skal du opleve på Sletten Havn
Gå en tur langs Gl. Strandvej og oplev miljøet omkring de gamle fiskerhuse. Kunstmuseet Louisiana ligger kun ca. en sømil fra havnen i nordlig retning, så du kan sagtens slå to fluer med et smæk, hvis du gerne vil besøge både havn og museum.
Spis frokosten på en af havnens hyggelige restauranter og slut af med en is fra ishuset, mens du går ud langs molen og kigger på havnens liv. Eller tag maden med hjem fra fiskehuset eller bådeklubben.
Om sommeren afholdes den traditionsrige havnefest med masser af underholdning og sjov for både børn og voksne.
Få hundrede meter fra havnen funder du Peder Mads Strand, hvor du kan tage dig en kølig dukkert året rundt.
Er du kunstelsker, vil du nok også synes det er spændende at lægge vejen forbi Per Arnoldis skulptur "Oktober 43", der er opsat på stranden for at mindes udskibningen af de danske jøder under 2. verdenskrig.
Kommunens mindste havn
Sørup Havn er endnu en af kommunens mindre havne ved Esrum Sø. Havnen er omgivet af Sørups charmerende ældre huse, og et besøg i havnen på en solskinsdag er tæt på ren idyl.
Ved etableringen af Sørup Havn i 1932 blev havnen brugt som landingssted for erhvervsfiskeri i Esrum Sø. Erhvervsfiskeriet efter ål, aborre, gedder og skaller sluttede dog i 1997, og siden da har havnen været forbeholdt joller og småbåde.
I dag er havnens formål rent rekreativt, og besøgende er velkomne til at slå sig ned og spise medbragt mad, grille ved de opsatte grillpladser og nyde udsigten over Esrum Sø.