Aktiviteter i naturen
Hos os finder du en rig og varieret natur som lokker med mange former for aktiviteter.
Udover de varierede muligheder for at dyrke sport og motion udendørs, som du kan læse mere om her, så findes der også en række spændende aktiviteter, som du kan prøve helt gratis.
Flere af aktiviteterne kombinerer historie, kultur, natur og motion.
Herunder kan du læse om, hvad du fx kan lave med familien i naturen
På Esrum Sø sejler to små færger af træ - Rolf og Viking. De fragter deres passagerer på skønne rundture på Esrum Sø, eller sejler dem til skovturs- og grillpladserne ved Kongens eller Dronnningens Bøge på Nødebo-siden af søen. Kursen kan også sættes mod traktørstedet Fændrikshus, der ligger i Grib Skov og byder på dejlig mad og en have, der skråner ned mod søens bølger.
Bådfarten Esrum Sø har ingen fast sejlplan, men tilbyder sejlture på efterspørgsel, alle døgnets soltimer i sejlsæsonen, som løber fra den 1. maj til den 30. september.
Færgerne Rolf og Viking styres af de kyndige frivillige, der har stort kendskab til lokalområdet, og som er godkendt af Søfartsstyrelsen. Selveste Kongehuset benytter Bådfarten, der har færgerne liggende i Bådhuset ved Fredensborg Slotspark.
Har man lyst til en rundtur på Esrum Sø, tager turen ca. en time - skipperen ombord kan fortælle historier om søen og området, mens man sejler. Skal man på udflugt på den anden side af søen, tager turen ca. en halv time.
Se mere på Bådfartens hjemmeside
Oplevelsesruterne finder du i Fredensborg, hvor de er en del af byudviklingsprojektet Den Grønne Slotsby.
Med mere end 5 km sammenhængende system binder oplevelsesruterne Fredensborgs uformelle stier, passager og historiske gadeforløb sammen med slotsparkens retlinede barokakser.Gå på opdagelse på må og få, besøg stederne i den nummererede rækkefølge eller del oplevelsesruterne op i mindre ture alt efter om du har en halv time eller en hel dag.
På ruterne finder du en række nedsænkede messingplader, der fortæller byens kendte og glemte fortællinger – om kongehuset, arkitektur og byens store personligheder.
Ruterne leder forbi bymidtens mange historiske og karakterfulde bygninger, gader og landskaber. Mens du oplever Fredensborg til fods eller på cykel, får de de mange spændende historier, der knytter sig til stederne, som du passerer.
Oplevelsesruterne skal synliggøre og binde byens aktivitets- og kulturtilbud sammen og er både rettet mod borgere, besøgende og turister. Her er gode historier for de voksne og en spændende jagt på kongens dyr for børnene.
Her kan du hente kortet over oplevelsesruterne
English version - download here
Her henter du fortællingerne fra oplevelsesruterne
Find Kongens dyr - en digital skattejagt for børn
Find Kongens Dyr er et posteløb, der blander den fysiske verden med den digitale og giver mulighed for, både at lære om dyreliv og Fredensborgs historie.
Oplevelsesruterne i Fredensborg er en række fortællinger om byen og dens gæster gennem tiden – med Find Kongens Dyr udvides historien med en digital jagt på nogle af de dyr, der holdt til i Kong Frederiks menageri på 1700-tallet.
Det eneste der kræves, er en smarttelefon og eventyrlyst.
Jagten FIND KONGENS DYR 1 og 2, er tilpasset børn i aldersgruppen 5-11 år, både i spørgsmålenes sværhedsgrad og ruternes længde.
Sådan gør du
1. Find jagtens startsted på dette kort
2. Download Woop appen
3. Vælg jagten FIND KONGENS DYR 1 eller FIND KONGENS DYR 2
4. Når du står på startstedet og klar til at begynde – tryk på start
Find vej er en forenklet udgave af orienteringsløb, en slags skattejagt, der bringer dig rundt til skovens, parkens eller naturområdets seværdigheder. I Fredensborg Kommune kan du gå på skattejagt i Grønholt Vang, Knurrenborg Vang, i Kokkedal og Dageløkke Skov. Hvert sted er posterne og opgaverne forskellige.
Konceptet ’Find vej’ går kort sagt ud på, at man i sit eget tempo kan prøve at finde vej til en række opsatte poster over 100 steder i landet. Man kan bruge posterne til at lave egne motionsruter og vandreruter, lave skattejagt for store og små, bruge dem til undervisning og meget andet.
Er du klar? Så sæt i gang!
Her under kan du hente et kort over posterne på hver af de fire lokationer i Fredensborg Kommune. Bliver du bidt af konceptet, kan man finde alle ruter i hele Danmark lige her.
Flugten gennem Nivå fortæller historien om de danske jøders flugt fra Nivå til Sverige under 2. verdenskrig. Nivaagaards Teglværks ringovn og arbejdere spillede en stor rolle i redningen af de danske jøder.
Denne folder fører dig hen ad de historiske steder fra ringovnen, hvor jøderne gemte sig, og ned gennem skoven ud på molen hvorfra de blev sejlet over til Sverige.
Den giver også et indblik i nogle af de dilemmaer de flygtende og hjælperne stod i den gang og lægger op til refleksion og drøftelse af deres svære valg.
Glenten Motions- og Legerum i Knurrenborg Vang i Fredensborg er et anlæg i skoven, hvor børn og voksne kan få sved på panden og god motion.
Anlægget er det første af sin art i landet, hvor både legeplads og motionsrum kombineres i en statsskov.
Legepladsen på Glenten er bygget over temaet danske dyr og insekter og kombinerer fysisk udfordring med mulighed for naturformidling. Installationerne rummer desuden hver især flere aktivitetsmuligheder, f.eks. kan Den Røde Glente både anvendes til klatring, balancering og hulebygning.
Naturoplevelsen er en vigtig del af besøget i Glenten Motions- og Legerum.
Knurrenborg Vang er en flot skov med et fint net af stier og veje, som gør den velegnet for dem, der går tur og andre motionister. Derudover er der en bålplads med shelter (ca. 350 m syd for Glenten) som også gør den til et godt udflugtsmål for familier og andre som vil på skovtur.
Du finder Glenten her:
• P-pladsen ved spejderhytten Ebbekøbhus, Kongevejen 37 (det gamle skovløberhus ved Knurrenborg Vang), indkørsel til skoven fra Kongevejen. Der er skiltet ind til Knurrenborg Vang.
• P-pladsen ind i skoven fra Langstrupvej, overfor Langstrupvej 5. Der er skiltet p-plads og Motions- og Legerum ind i skoven fra Langstrupvej.
Det skal være nemt, sjovt og lærerigt at komme ud i naturen og bevæge sig.
Derfor kan foreninger, skoler og institutioner gratis låne disse tre grejkasser med aktivitetsudstyr.
Grejkassen ”Kyst og Vand” – med udstyr til at udforske vanddyr oa.
Grejkassen ”Mad over bål” – med udstyr til bålmad
Grejkassen ”Legetaske” – med udstyr til gamle idrætslege
Hvis du vil låne en kasse eller taske, så send en mail til alhh@fredensborg.dk
I den hyggelige museumshave ved Fredensborg Museum, kan man lege gamle lege – også udenfor almindelig åbningstid.
Prøv fx at gå på stylter, vælte bispen, kaste med hestesko og meget andet sjovt.
Gør skovturen lidt mere spændende – lån udstyr på biblioteket og gå på opdagelse i Nivås natur
Der er i alt seks forskellige aktiviteter, hvor du får mulighed for at udforske skovens smådyr, træer og kulturhistorie, og får inspiration til at lege og dyste.
Fire af dem foregår med udgangspunkt i Dageløkke Skov. De to andre fra henholdsvis Nivå Havn og Strandpark og Nivaagaard Teglværks Ringovn.
Nogle af aktiviteterne er velegnet for familieturen, andre til en skovtur med mange deltagere.
Aktiviteter og udstyr kan lånes i én uge ad gangen fra Nivå Bibliotek og Medborgercenter.