Skip til hoved indholdet

Kongelig Sommerballet

Fredensborg Slotshave den 17. juni 2025 kl. 19.00-20.30.

Side med Billedheader

Sommerballet i Fredensborg: Magiske pirouetter under åben himmel

På en helt almindelig tirsdag i juni forvandles plænen ved Frederik d. 9.'s mindesten i Fredensborg Slotshave til et lille stykke af Det Kongelige Teater. Den 17. juni kl. 19 gæster de kongelige balletdansere igen Fredensborg til en fortryllende gratis friluftsforestilling.

Traditionen tro tager Det Kongelige Teater i sommermånederne rundt i landet med nogle af Danmarks dygtigste kunstnere og byder på gratis scenekunst under åben himmel. I år er det tid til at snøre tåspidsskoene og lade sig betage af svævende pirouetter og bølgende balletskørter, når Den Kongelige Ballet indtager scenen ved Esrum Sø tirsdag den 17. juni kl. 19.00-20.30.

Kongelig Sommerballet er gratis for publikum, og ved forestillingen i Fredensborg Slotshave forventes op mod 3.000 glade gæster. Her kan både erfarne balletelskere, små piger og drenge med balletdrømme og nysgerrige sjæle opleve en magisk aften i kongelige omgivelser. Publikum kan se frem til uddrag fra nogle af de største og mest elskede balletter – alt imens de nyder en medbragt madkurv under sommerhimlen.


Praktiske oplysninger:


Siddepladser

  • Der vil ikke være opsatte stole – medbring selv enten tæppe eller stol.
    Hvis du medbringer barnevogn, rollator eller andet udstyr, anbefaler vi, at du kommer i god tid og sætter dig i toppen af plænen, hvor der er plads til at stille vogne og lignende.

Program

  • Et gratis trykt program udleveres ved ankomst.

Opvarmning

  • Oplev balletdansernes opvarmning på scenen, som starter 1,5 time før forestillingen.

Parkering

  • Orientér dig om parkeringsmuligheder, inden du ankommer – se oversigtskortet. Områderne vil være tydeligt skiltet på dagen.

  • Handicapparkering er reserveret i bunden af Slotsvænget.

Cykel

  • Hvis du bor i nærheden, anbefaler vi, at du cykler for at undgå trafik.

  • Cykler kan parkeres i det afmærkede område langs Skipperallé. Af hensyn til pladsen bedes cykler ikke tages med op på plænen.

Offentlig transport

  • Der er flere muligheder for offentlig transport til arrangementet.

  • Se Rejseplanen for aktuelle tog- og bustider.

Sikkerhed

  • Der forventes mange mennesker, så hjælp os med at holde sikkerheds- og flugtveje frie.

  • Området vil være tydeligt skiltet, og frivillige hjælper med trafikafviklingen.

Rygning og affald

  • Arrangementet er røgfrit, da Fredensborg Slotshave er en røgfri zone.

  • Ekstra affaldsspande og containere vil være opstillet i området. Vi opfordrer alle til at rydde op efter sig selv.

Samaritter

  • Røde Kors har et telt i området og står klar til at hjælpe, hvis nogen får det dårligt.

Aflysning

  • Forestillingen risikere at blive aflyst i sidste øjeblik i tilfælde af dårligt vejr. Hold øje med denne side for opdateringer, eller Fredensborg Kommunes Facebookside.

Ved spørgsmål om Kongelig Sommerballet, kontakt Center for Kultur og Sundhed på kultur@fredensborg.dk.




Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Tilgængelighedserklæring

Telefon: +45 72 56 50 00
kultur@fredensborg.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback