---
title: "Frøen Fro tog Humlebæk med storm"
date: "2026-09-23"
created: "2026-09-23"
---

[Hjem](https://oplevfredensborg.dk/)

                    [Nyheder](https://oplevfredensborg.dk/nyheder)

                [Frøen Fro tog Humlebæk med storm](https://oplevfredensborg.dk/nyheder/froeen-fro-tog-humlebaek-med-storm)

# Frøen Fro tog Humlebæk med storm

Der var vind i sejlene fra morgenstunden, da Fredensborg Kommunes nye børnefestival Festivalen Frø åbnede med et ordentligt frø-hop i Humlebæk lørdag formiddag. Trods gråvejr og kraftig blæst var mange børn, forældre og bedsteforældre mødt op for at få en festlig dag i kunsten og kulturens navn.

Programmet var da også spækket med fristende workshops og aktiviteter, og stærke navne som Louisiana, Nivaagaards Malerisamling og Det Kongelige Teater lokkede med gode tilbud til de mange små gæster.

”Man kan da ikke åbne en festival, der hedder Frø uden en rigtig frø, kan man vel?!” lød det fra scenen, hvortil de mange fremmødte børn stemte i med et rungende: ”Neeeeeeeej!” Og så dukkede festivalens maskot – Frøen Fro – op og hilste på sine mange så nye venner. ”Jeg har taget vigtige gæster med!” kvækkede Fro og inviterede Borgmester Thomas Lykke Pedersen og Kulturudvalgsformand Per Frost Henriksen på scenen. De fik lov til at åbne festivalen med et stort fælles frø-hop, hvorefter musikskolens lærerband straks stemte i med festlig børnemusik.

Dagen igennem besøgte mere en 1000 børn og voksne festivalen og fik stimuleret krop, stemme, fantasi og kreativitet. Der blev flettet med naturmaterialer, bygget slotte af genbrugsmaterialer og foldet frøer af siderne fra gamle bøger. Der blev designet pibekraver i bedste guldalderstil og lavet akrobatik, gået på line og stylter og jongleret med alskens materialer. Børnene kunne få læst højt af en lokal børnebogsforfatter og lave deres egen bog, forme smukke skulpturer af ler fyldt med blomsterfrø, som vil vokse og spire til foråret, se film og synge, danse ballet, lave skuespil og meget, meget mere. Faktisk så kunne man blive ganske forpustet af al den aktivitet, men børnene og deres forældre havde en fest, og det sluttede helt rigtigt med en stor dansefest midt på den grønne trekant, hvor et silent disco fik gæster i alle aldre til at danse rundt med musik i høretelefonerne og store smil på læberne.

Da de sidste krumspring var døet ud, og Festivalen Frø havde lukket og slukket, blev blæsevejr til regn og efterlod en tom bymidte, der summede af god energi og spændende oplevelser. Tilbage hænger Wendy Plovmands store fællesværk ”Lad det spire” på den grønne trekant og lyser op lidt endnu.

Festivalen Frø 2026 blev skabt i et samarbejde mellem Fredensborg Kommune, Louisiana, Nivaagaards Malerisamling, Sangcenter Nordsjælland, UngFredensborg, Fredensborg Bibliotekerne, Fredensborg Musikskole, Fritidsbutik, Musikteatergruppen Ragnarock, KulturStationen og Børnefilmklubben Humlebæk. Tak til øvrige samarbejdspartnere Humlebæk Center, SuperBrugsen Humlebæk og Sammen Film.

![](https://oplevfredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/4a69cb1a-3b18-4b68-0482-08ded17af1f8?width=800)
