---
title: "Tag børnene med til cykelfest i Fredensborg den 14. juni"
date: "2026-06-04"
created: "2026-06-04"
---

[Hjem](https://oplevfredensborg.dk/)

                    [Nyheder](https://oplevfredensborg.dk/nyheder)

                [Cykelfest 14. juni 2026](https://oplevfredensborg.dk/nyheder/cykelfest-14-juni-2026)

# Tag børnene med til cykelfest i Fredensborg den 14. juni

*Søndag den 14. juni bliver Fredensborg fyldt med cykelglæde, aktivitet og feststemning, når Škoda BørneTour kommer til byen som en del af en stor cykeldag i Fredensborg.*

Børn og unge i alderen 3-15 år kan komme i sadlen og opleve suset ved at køre på en afspærret rute i trygge omgivelser. Škoda BørneTour er et begyndercykelløb, hvor alle kan være med – uanset fart, cykeltype og ambitionsniveau. Fokus er på fællesskab, bevægelse og gode oplevelser frem for konkurrence. Alle deltagere modtager startnummer, drikkedunk, medalje og diplom.  Arrangementet afholdes i anledning af det internationale cykelløb CPH Sprint.

I år køres Škoda BørneTour på en ny rute i Fredensborg efter sidste års udfordrende bakke. Arrangementet afvikles i samarbejde mellem Pedalatleterne Fredensborg, Fredensborg Kommune, Danmarks Cykle Union og Škoda.

CPH Sprint lægger samme dag ruten gennem Fredensborg Kommune med deltagelse af store internationale stjerner. Feltet forventes at komme ind i Fredensborg omkring kl. 12.15, køre videre til Humlebæk og derefter retur til Fredensborg, inden løbet fortsætter mod målstregen i København. Det giver både børn og voksne mulighed for selv at komme på cyklen og senere opleve de professionelle ryttere suse forbi. Der forventes op mod 200 deltagende børn, og publikum kan glæde sig til at heppe langs ruten og være med til at skabe en festlig stemning i byen.

Samtidig byder dagen på flere oplevelser i bymidten. Fredensborg By vil være fyldt med arrangementer hele dagen fra kl. 9.00 med blandt andet marked i Jernbanegade, levende musik, Škoda BørneTour foran slottet, storskærmsvisning af cykelløbet i Gl. Bio, børneaktiviteter og meget andet. I Humlebæk inviterer Kulturstationen indenfor til storskærmsvisning, og på græsstykket foran stationen vil der være underholdning for både børn og voksne.

#### **Program den 14. juni i Fredensborg**

Fra kl. 9.00 – Udlevering af startnummer
 Afhent senest 30 minutter før start. Tilmelding på dagen via børnetour.dk er mulig.

Kl. 9.00-11.15 – Mød Škoda og få en BørneTour-drikkedunk.

Kl. 9.30-9.50 – Prøvekørsel og opvarmning på ruten

Kl. 10.00 – 3-4 år - 8 minutter + sidste omgang (Løbecykel og almindelig cykel). Forældre må løbe med. Medaljer og diplom ved målgang.

Kl. 10.25 – 5-7 år - 10 minutter + sidste omgang. Medaljer og diplom ved målgang.

Kl. 10.50 – 8-15 år - 15 minutter + sidste omgang. Medaljer og diplom ved målgang.

Kl. 11.15 – Afslutning på Škoda BørneTour

Kl. 11.45-13.00 – CPH Sprint gennem Fredensborg Kommune: Det forventes, at det professionelle cykelløb passerer gennem kommunen i dette tidsrum. Feltet kommer ind i Fredensborg omkring kl. 12.15, kører videre til Humlebæk og derefter retur til Fredensborg, inden løbet fortsætter mod målstregen i København. Find en god plads langs ruten og oplev de professionelle ryttere og internationale stjerner suse forbi.

Hele dagen vil der være liv i Fredensborg med mulighed for at følge løbet, opleve stemningen, besøge markedet i Jernbanegade, høre levende musik, deltage i børneaktiviteter og se cykelløbet på storskærm i Gl. Bio.

I Humlebæk vil der være storskærmsvisning i Kulturstationen og underholdning foran stationen for både børn og voksne.

Læs mere og tilmeld dit barn til Škoda BørneTour: https://www.sportstiming.dk/event/18047, og læs mere om Cph. Sprint her: https://copenhagensprint.com/
