Skip til hoved indholdet

Nordmandsdalen

Navn på kunstværk: Nordmandsdalen
Kunster: Johann Gottfried Grund, Jørgen Christensen Garnaas m.fl.
År: 1764-1784
Placering: Fredensborg Slot, 3480 Fredensborg (Fredensborg Slotshave)

Et enestående anlæg i Fredensborg Slotshave

I Fredensborg Slotshaves vestlige del findes et enestående anlæg i en sænkning i terrænet med 70 sandstensfigurer placeret på lave sokler på cirkelrunde terrasser. I midten står en høj marmorsøjle med en forgyldt kugle øverst.

Mennesket i centrum

Figurerne gengiver norske og færøske bønder, fiskere og andre mennesker i naturlig størrelse. Anlægget blev skabt under Frederik 5. i årene 1764-1784, dengang Danmark og Norge udgjorde ét monarki. Figurerne er særligt bemærkelsesværdige, fordi de er de første statuer af almindelige mennesker, naturtro gengivet i deres hverdagstøj med dagligdags genstande. Deres hjemsteder er indhugget i fundamenterne, så man tydeligt kan se deres oprindelse.

Billedhuggeren bag de mange statuer var den tyskfødte Johann Gottfried Grund. Da Frederik 5. døde, var 36 af figurerne opstillet. Hans enke, enkedronning Juliane Marie, sørgede efter hans død for, at anlægget blev næsten fuldført. En planlagt serie af islandske figurer blev dog aldrig realiseret, da enkedronningen mistede sin indflydelse i 1784.

Sandsten er et sart materiale, som med tiden blev beskadiget af vind og vejr. I 1984 besluttede man derfor at erstatte figurerne med kopier. Det genskabte anlæg med de nyhuggede kopier blev indviet af H.M. Dronningen i 2002. De originale figurer opbevares i dag i Kongernes Lapidarium i Christian 4.s Bryghus i København.

Fredensborg Kommune

Egevangen 3 B
2980 Kokkedal

Tilgængelighedserklæring

Telefon: +45 72 56 50 00
kultur@fredensborg.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback