---
title: "Halloween: Træd ind i årets mørkeste mareridt i Egedal Byens Hus"
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://oplevfredensborg.dk/)

                    [For Børn](https://oplevfredensborg.dk/for-boern)

                [Halloween i Egedal Byens Hus](https://oplevfredensborg.dk/for-boern/halloween-i-egedal-byens-hus)

# Halloween: Træd ind i årets mørkeste mareridt i Egedal Byens Hus

**Træd ind i årets mørkeste mareridt i Egedal Byens Hus**

Torsdag den 29. oktober forvandles Egedal Byens Hus og den omkringliggende park i Kokkedal endnu en gang til et levende Halloween-univers fyldt med uhygge, oplevelser og fællesskab.

Årets tema er **Mareridt**, og når mørket falder på, åbner dørene til et skræmmende spøgelseshus, hvor gæsterne sendes på en rejse gennem deres værste drømme. Bag hver dør gemmer sig nye overraskelser, mærkelige skikkelser og uhyggelige fortællinger, der får selv de modigste til at gyse.

Spøgelseshuset er aftenens hovedattraktion, og adgang sker via billetter med faste tidsintervaller.

Men Halloween i Egedal er meget mere end spøgelser og forskrækkelser.

I parken udenfor venter den hjemsøgte sump, bålpladser, stemningsfulde lysinstallationer og en række aktiviteter skabt af lokale foreninger, unge og samarbejdspartnere. Undervejs kan man møde mystiske væsner, opleve spektakulære optrin og lade sig overraske af den internationale teatergruppe **Vindenes Bro**, som bringer levende teater og magiske figurer ud blandt publikum.

For de mindste eller dem, der trænger til en pause fra mareridtene, er multisalen forvandlet til et hyggeligt familieområde med kreative aktiviteter, ansigtsmaling, musik og plads til at samle mod til næste møde med nattens væsner.

Arrangementet skabes af børn, unge, frivillige, foreninger og kulturaktører fra hele kommunen, som sammen bygger scenografier, udvikler aktiviteter og fylder området med liv og fantasi.

Så tag familien, vennerne eller naboerne under armen og kom til en (u)hyggelig aften fyldt med oplevelser, fællesskab og Halloween-stemning.

**Praktisk information**

📅 Torsdag den 29. oktober 2026
 🕓 Kl. 16.30-19.00
 📍 Egedal Byens Hus, Kokkedal

🎟 Billetter til spøgelseshuset sælges via Place2Book. Antallet er begrænset, og adgang sker i tidsbestemte slots (vi lægger linket til billetter her på siden).

Halloween-arrangementet anbefales primært til børn og familier, men enkelte oplevelser kan være for uhyggelige for de yngste.
